Vor kære elskede ven

Vor kære elskede ven

Bettina Storm

er 3/2 2018 gået bort efter lang tids sygdom, 44 år gammel.

Bettina blev ansat som rytter på Stutteri Firfod i 1996 og vort samarbejde fortsatte helt indtil 2001, hvor Bettina startede som selvstændig rytter og underviser.

Bettina havde stort talent for ridning og havde allerede resultater på PSG-niveau, inden hun startede hos os. Hun havde en særdeles veludviklet sans for hestens velbefindende under ridning – og for Bettina var Rune Willum allerede dengang “Verdens bedste Træner”.

Hun var en alsidig, dedikeret og energisk ansat, som med sin tiltalende personlighed hurtigt indtog en stor plads i vore hjerter og blev en nær ven af hele familien.

Bettina lagde grunden til mange gode rideheste, som blev solgt fra Firfod til glæde for deres nye ejere.

Bettina red utallige sadelkåringer og egnethedstester på Firfod-hopper ligesom hun stod for tilridning og forberedelse til materialprøve af hingste, herunder Zardin Firfod.

Med mange heste og herunder især favoritterne Aura, Horizont og Café var hun flittig stævnedeltager fra klub- til landsstævneniveau og høstede flere Distriktsmesterskaber samt A- og B-hest titler.

Selvom helbredsproblemer tidligt satte en stopper for Bettinas videre ridekarriere, var hun rytter af hjertet til det sidste.

Vi har mange skønne minder om Bettina at tænke tilbage på:

Den fortættede stemning, når perfektionisten Bettina red ind på en dressurbane med hesten og sig selv i stiveste puds,

Overstadige grineflip og hygge i bilen i de mange timer på landevejene til diverse hestearrangementer,

– Højlydt skrålen Lars Lilholt-sange, som var en fast tradition, når turen gik til New Forest stævner,

– Lange nætter med sammenklip af musik på kassettebånd til brug for Åbent Hus-dage på Firfod.

Bettina som vores Svantes “helt egen ridetræner” , som han så op til i næsegrus beundring fra han var en lille dreng,

Bettina som fadder ved vores Snorres dåb, samt som formidler af den 3årige Snorres kontakt med hendes lillebror Henrik – et venskab, der med samme intensitet har blomstret lige siden.

Glæden og æren ved ved at blive betroet at bære Bettinas førstefødte til dåben.

Glæden ved at se hende som brud – og som en kærlig og omsorgsfuld mor, der ikke overlod noget som helst til tilfældighederne, selv ikke de sidste svære dage af sit liv.

Vore tanker går til Bettinas familie og eksmand Kim, og ikke mindst til Bettinas elskede piger Amalie og Nikoline.

Familien beder os nævne, at Bettina indtrængende har ønsket, at hvis nogen påtænker at sende blomster til bisættelsen, må de hellere indsætte et tilsvarende bidrag på konto reg. 5067 knt. 1880032 eller MobilPay 40714081, mrk. Nikoline & Amalie

Denne konto har hun fået oprettet med det formål, at døtrene her skal have lidt midler til at tage på udflugter og have oplevelser sammen med deres mormor, som har været den lille familie en uvurderlig støtte under hele Bettinas sygdomsforløb.

Bettina Storm bisættes fra Farum Gl. Kirke, Kaalundsvej 33 Farum

fredag d. 9/2 2018 kl 11.00

Vi er dybt taknemmelige for, at vi fik lov at kende hende.

Æret være Bettinas minde.

Morten, Svante, Snorre & Pixie